fbpx

Noget vækkede mig i 2019

Blog og inspiration
2. september 2019
Spejl på kærlighed og glæde
16. februar 2020

Noget vækkede mig i 2019

En overlevelsesstrategi der kan vælte de fleste

Tillært og effektiv i barndommen, men hvad med voksenlivet? 

Jeg mener jo selv, at jeg er et reflekterende og veludviklet menneske. Har gennem de 20 – 25 år meget bevidst arbejdet med min egen personlige som spirituelle udvikling. Og dog er der stadig mange ting, der trænger til lidt lys og til lidt arbejde. 2019 var også et af de år, hvor det indre arbejde krævede lidt mere fokus og nærvær.

Kender du noget til “tilpasningsstrategien”? Jeg gør! Det er en overlevelsesstrategi, som jeg aktivt har brugt gennem det meste af mit liv. En strategi – et adfærdsmønster som bestemt var brugbar og gavnlig i min barndom.

I mit voksenliv er den måske ikke så hensigtsmæssig. Jeg har gentagne gange forsøgt at give mere og mere slip på denne tillærte overlevelsesstrategi. Men som du sikkert ved, eller kan forestille dig, så er det bestemt ikke altid let. Jeg er jo ekspert i strategien! Den nærmest sidder under huden på mig. Den er ubevidst. Et livsmønster.  Den største udfordring for mig, er at ændre strategien i mine nære og tætte kærlighedsfulde relationer. Der er alt for meget på spil. Eller rettere, var.

Mine tidligere overbevisninger har været, at hvis jeg IKKE tilpassede mig i mine sociale relationer, ville jeg blive udstødt af gruppen og ingen ville længere elske mig. Vildt ikke? Desværre har det været min sandhed gennem rigtig mange år. En sandhed, som jeg ikke har turde at udfordre helt til bunds. Før i 2019.

Hvilke overlevelsesstrategier har du? Og hvornår bruger du dem? Er du bevidst om, hvorfor du bruger dem? Er de gamle og hører barndommen til? Måske det også er tid for dig at give slip?

I 2019 dukkede den op igen. Strategien. Denne gang på flere fronter. I fuld galop. Og i nære relationer. Men denne gang var noget anderledes. Det var som om, noget blev vækket i mig. Denne gang mærkede jeg psykisk overskud og modet til at gå tættere på og udfordre strategien lidt mere. Tænk, hvis jeg kunne finde en anden strategi. En mere hensigtsmæssig strategi!

Jeg gjorde det! Jeg valgte mig selv til. 100% til. Jeg stod stærkt og sårbar. Jeg respekterede og anerkendte mig selv, mine behov og mine følelser. Jeg valgte at lytte til min indre stemme og handlede ud fra denne. Og tænk, jeg er her endnu. Jeg er ikke gået i stykker. Jeg har ikke mistet nogle og jeg er stadig elsket. Og jeg elsker mig selv endnu mere. Fordi jeg valgte at se frygten i øjnene og gøre noget andet, end det jeg plejede. Jeg var klar til at miste. Jeg var nået til det sted, hvor der kun var ET VALG. Og det var at vælge mig selv til. 100%. Uanset hvad. Er du også nået dertil? Er du klar?

Klar til at se din frygt i øjnene? Er der noget der trænger til din opmærksomhed? Noget du ikke længere, ønsker at være styret eller hæmmet af? Hvis jeg kan, kan du også!